FUNCENTER AALBORG SKIFTER FOKUS EFTER 10 ÅR PÅ ETERNITTEN
Eventcenteret på Eternitgrunden har sidste åbningsdag den 20. december 2024 – og udvider i starten af det nye år, ved den eksisterende afdeling i Aalborg centrum, med endnu en central lokation.
Indehaver Jan Olsen fortæller herunder om beslutningen og fremtiden.
Jeg startede FunCenter Aalborg tilbage i 2010, hvor jeg udlejede sumodragter fra kælderrummet under min lejlighed, mens jeg studerende på Aalborg Universitet. Siden er virksomheden vokset, og i dag beskæftiger den seks fuldtidsansatte og 38 deltidsansatte og har en omsætning på ca. 10 mio. om året.
Nu er det tid til der skal ske noget nyt.
Eventcenter erstattes
I FunCenter er vi primært kendt for vores gæsteservice og det store 2.500 m2 eventcenter på Eternitgrunden. Dog er det vores øvrige afdelinger, der har båret en stor del af omsætningen og væksten de seneste år.
Disse afdelinger er:
- Getout afdelingen på Nytorv i Aalborg centrum med escape rooms
- Vandsportsafdelingen med Kajak polo i Østre Havn
- Ud af huset eventafdeling. Hvor vi tager aktiviteter og udstyr med ud til virksomheder, foreninger, skoler og i det private. Afdelingen planlægger alt fra få timers underholdning til heldags arrangementer. Vi har et stort netværk af samarbejdspartnere, hvor vi kan lave aktiviteterne i sportshaller, lagerhaller, hoteller, på offentlige arealer mv. når kunderne i afdelingen ikke selv har pladsen.
- Siden opstarten i 2010 har vi også lavet rådgivning, foredrag og konsulentarbejde, hvor omdrejningspunktet har været teambuilding, formidling og oplevelsesdesign.
Klarsyn om fremtiden
Passionen for at skabe god energi og give gæsterne en rigtig god oplevelse, har altid været omdrejningspunktet i FunCenter. I takt med, at virksomheden er vokset, er der også kommet flere administrative opgaver til. Disse opgaver har i stigende grad taget tiden fra det, som det hele handler om for mig – oplevelserne og den nærværende gæsteservice.
Efter et sygdomsforløb i min nærmeste familie, hvor jeg var nødsaget til at trække stikket fra FunCenter i en periode, er jeg kommet tilbage med et nyt syn på mit arbejdsliv. Jeg mener, at Eventcenteret er blevet for omkostningstungt og tidskrævende at drive. Driftsudgifterne er blevet betydelig højere de seneste år. Dette kombineret med, at omsætningen i centret er faldet, da der er kommet mere konkurrence indenfor oplevelser i Aalborg, har været medvirkende til, at det nu er tid til at skifte fokus og udvikle de afdelinger der er i vækst, og give slip på det store omkostningstunge eventcenter.
Ny lokation åbner og ud-af-huset afdelingen udvides
I det nye år udvider vi vores GetOut-afdeling i centrum af Aalborg. Vi glæder os til at fortælle mere om vores nye fede lokation. Her vil vi etablere 6 nye escape rooms. Det er en gammel drøm, der bliver til virkelighed. At få lov at skabe de fedeste escape rooms i Danmark, og bruge alt den erfaring vi har fået gennem årene til at skabe de bedste rammer for virksomheder og private, der ønsker at få en ekstraordinær oplevelse.
Ud af huset afdelingen bliver endnu større med flere aktiviteter og koncepter, og vi er i gang med at udbygge vores netværk af samarbejdspartnere, så vi kan leje lokaler til de arrangementer, der ikke selv har plads. De større arrangementer vi tidligere har haft hvert år i eventcenteret, flytter vi ud til vores samarbejdspartnere og lejer deres lokaler, hvor vi opsætter vores aktiviteter. Det gælder bl.a. de store firmaarrangementer, blå mandage, studiestartsarrangementer mv. Konceptet glæder vi os til at lancere d. 1. januar.
Hvad og hvem, der skal være i de gamle lokaler på Eternitgrunden, er endnu uvist.
30% rabat fredage, lørdage og søndage i Eventcenteret frem mod den 20. december.
Fra d. 11. oktober til og med d. 20. december vil der være 30% rabat på bookinger der ligger på fredage, lørdage og søndage, men ikke i hverdagene fra mandag til torsdag. Rabatten kan ikke kombineres med andre tilbud som firmaaftaler, studierabat, børnefødselsdagsrabat mv.
Rabatten er gældende for:
- Paintball (der er ikke rabat på køb af ekstra paintballkugler)
- Lasergame
- Eventhaller
- Escape rooms
For at få rabatten, skal der ved booking oplyses rabatkoden ”På gensyn i 2025”, og så vil rabatten blive fratrukket ved betaling i centeret. Har du allerede et arrangement booket ind, kan du få rabatten ved at sende en e-mail til info@funcenter.dk og oplyse dit bookingnummer og rabatkoden, eller ringe på tlf. 28 31 21 01 (nummeret modtager ikke sms).
OBS: Rabatkoden skal altså benyttes når der bookes, eller inden arrangementet starter. Koden kan også oplyses senest ved check in. Rabatten kan dermed IKKE indløses med tilbagevirkende kraft, eller når arrangementet allerede er afviklet.
Gæster og samarbejdspartnere
I disse dage ringer jeg ud til alle samarbejdspartnere og gæster for at informere om ændringen i virksomheden. De gæster, der har booket et arrangement efter den 20. december, er blevet kontaktet og tilbudt et alternativt arrangement i vores ud af huset afdeling på en lokation hos en samarbejdspartner, eller vores escape rooms i den nye afdeling i Aalborg centrum.
Loppemarked og auktion
Den 21. og 22. december kl. 10-17 afholdes der loppemarked i FunCenters lokaler, med salg af inventar, udklædning, legetøj, fodbolddart, sumodragter, eventudstyr, computere, skærme mv. Læs mere om loppemarkedet på Facebook her. I januar afholder vi en auktion over de større aktiviteter, der ikke bliver en del af vores ud af huset afdeling. Så står du f.eks. og mangler en ubåd som escape room i en container, et jungle escape room i en kontorpavillon, en komplet paintballbane eller lign. så hold øje med vores sociale medier, hvor vi fortæller mere, når vi nærmer os januar.
Gavekort og klippekort
Har du et gavekort til FunCenter kan du forsat bruge det indtil den 20. december. Herefter kan du bruge det i vores andre afdelinger, eller til loppemarkedet den 21. og 22. december.
Vi glæder os til det nye år
Selvom det er vemodigt, at FunCenter Aalborg på Eternitten har sidste åbningsdag den 20. december 2024, er vi sikre på, at det er den rigtige beslutning. Vi glæder os her i teamet til den nye fremtid med mere fokus på escape rooms og teambuilding i de nye lokaler i centrum af Aalborg, samt udvikling af vores ud af huset afdeling og konsulentafdeling.
Vil du vide mere?
Den her pressemeddelelse var 4 sider lang, da jeg havde skrevet den. Dog mente mine kollegaer, at det var for langt, og at man i stedet kunne booke et foredrag med mig, hvis man vil høre hele min livshistorie😊 så vil du det, eller har du spørgsmål til ovenstående, kan du kontakte mig på mit direkte nummer tlf. 42 54 94 00, kl. 08-16 i hverdage eller på e-mail jol@funcenter.dk. Vil du booke en tid i FunCenter kan du gøre det her. Vi glæder os til at se dig!