I bussen i 10. klasse sad jeg ved siden af en sød pige, som spurgte, hvad jeg skulle efter 10. klasse, da det jo var i dag, man skulle beslutte sig. Jeg endte med at vælge HF på Aalborg Katedralskole, som var samme skole, som hun havde valgt – pudsigt nok.
Nå, men så var vi ligesom i gang med en boglig uddannelse. Med idræt og billedkunst kunne jeg hive et semi-hæderligt gennemsnit hjem, trods et par rynker i nogle af lærernes pander. Efter HF var jeg ikke blevet klogere på livet i forhold til tilværelsen. Gennem alle mine uddannelser havde jeg desværre mest koncentreret mig om, hvornår jeg fik fri, så jeg kunne komme tilbage til mine studiejobs og venner, og ikke så meget om lektier og skole.
Efterfølgende tog jeg en 1-årig HHX – et turbo forløb på Aalborg Handelsskole. Der blev jeg introduceret til handel, køb og salg. Nu skete der pludseligt noget, og jeg begyndte at høre efter (i hvert fald en gang imellem), og det var ligefrem spændende, det der blev sagt. “Optur”, tænkte jeg – Det var nok den retning, jeg skulle gå i.